Maiken Vibe Bauer arbejder med en lyd- og lyttebaseret kunstnerisk praksis, der undersøger lytning som erkendelsesform og organiseringsprincip i krydsfeltet mellem lydøkologi, materielle processer og situeret viden. Hun er cand.scient med kandidatgrader i kemi og i kultur og sprog, med et særligt fokus på auditiv kultur – og har gennem mange år arbejdet med kunstnerisk undersøgelse gennem lyd.
Hendes arbejde udfolder sig i spændingsfeltet mellem kunstnerisk praksis, feltarbejde og analytisk tænkning, ofte i tværfaglige samarbejder med kunstnere, forskere og tekniske miljøer. Gennem installationer og kompositoriske formater undersøger hun, hvordan kemiske relationer, infrastrukturelle systemer og mere‑end‑menneskelige forbindelser kan sanses og forhandles lydligt. Lytning forstås her som en situeret og relationel metode, der kan forstyrre etablerede kategorier og åbne for omsorgsfulde, flerartede måder at arbejde med viden på.