Umuligt territorie 2014 - 2025 (TBA)

Ved Lammefjorden er alt i bevægelse, selv det, der synes fast. Vandet, der engang dækkede denne jord, har trukket sig tilbage, men kun tilsyneladende. Det er stadig her - i porerne, i dybet, i det usynlige pres, som skaber forbindelser mellem det, der var, og det, der er. Jorden ånder stadig i takt med vandet, og de to bliver aldrig helt adskilt.

Her, i dette umulige landskab, opstår en samtale mellem molekyler og minder, kroppe og kredsløb. Vandet bærer en erindring, der ikke kan tæmmes. En hukommelse, der nægter at lade sig afbryde. Som en krystallinsk struktur i opløsning spejler det alt, hvad det rører, og omdanner det til noget nyt. Vandets væsen er aldrig kun sit eget; det trækker alting med sig, knytter forbindelser, skaber sammenfiltringer, hvor grænser opløses.

Ved Lammefjorden kan man mærke disse forbindelser. Jorden, der blev tørlagt, bærer stadig vandets præg. Som en krop, der husker sin fortid, selv når den er blevet omformet. Dette sted er ikke blot et stykke land, men en levende relation, et vidnesbyrd om, hvordan alt hænger sammen i en uendelig intra-aktion. Vandets og jordens udvekslinger bliver et øjebliksbillede af, hvordan liv konstant skabes og genopfindes i mødet mellem det flydende og det faste.

I vandets spejl ser vi os selv, men også alt det, vi endnu ikke forstår. Vores egne kroppe - næsten udelukkende vand - vibrerer i takt med de strømme, vi bevæger os igennem.

Lys, luft, jord, og vand brydes i os, former os, mens vi former dem. Ved Lammefjorden bliver denne udveksling tydelig, som en invitation til at lytte til det, der ligger under overfladen, til det, der forener snarere end adskiller.

Hver dråbe vand er en kapsel af tid, et fragment af livets evolutionære hukommelse. Det bærer spor af alt, det har rørt, og minder os om, at der ikke findes rene grænser, kun overgange. I denne overgangszone, dette umulige territorium, er der en blid insisteren på at mærke forbindelserne mellem os og landskabet, os og vandet, os og alt det, vi endnu ikke har sprog for.

Lammefjorden er en krop, der ånder sammen med vores, en påmindelse om, at vi aldrig står uden for, men altid allerede er en del af en uendelig samtale. Og som vandet husker, kan vi måske også begynde at huske - ikke bare det, vi var, men det, vi kunne blive.

(fra Porøsitetens Arkiv, MVB)

.

Siden 2014 har jeg udforsket det antropogene landskab ved Lammefjorden i Odsherred gennem lyd- og videooptagelser. Jeg har fulgt vandets bevægelser og veje gennem afvandingskanaler og dræn, lyttet til lydene fra de mange maskiner, der er nødvendige for at opretholde tørlægningen af dette menneskeskabte landskab. Pumperne, der løfter enorme mængder vand væk, skaber rytmer og pulserende lyde, der afslører et intenst træk og skub mellem vandet og landet. Jeg har været til stede i landskabet som en egen krop af vand, lyttet til dets bevægelser og dynamik.

Lammefjorden, tidligere en fjordarm af Isefjorden i Odsherred nordvest for Holbæk, blev inddæmmet og tørlagt for at omdanne fjordbunden til frugtbart landbrugsland. Inddæmningen af Lammefjorden begyndte i 1873 med opførelsen af Audebodæmningen, som stod færdig i 1874. Udpumpningen af vandet startede i 1875, og i 1943 stod fjorden helt tørlagt med sænkning af grundvandstanden til ca. 7 meter under daglig vande.

Lammefjorden er med sin unikke topografi i dag Nordeuropas største inddæmmede område, og det lavest beliggende punkt i Vesteuropa med 7,5 meter under havets overflade - og fortsat synkende. Dyndet og tangen, der tidligere dækkede havbunden, omdannes langsomt til muldjord, hvilket har gjort jorden ekstremt næringsrig og essentiel for dansk landbrug og økonomi. Men vandet presser på, anerkender ikke kunstige dræn og grænser, og heller ikke menneskets kategoriseringer mellem grundvand, spildevand, havvand og drikkevand.

Da jeg begyndte mine optagelser tilbage i 2014, drænede Audebo Pumpestation omkring 32 millioner kubikmeter vand årligt; i dag skal pumperne løfte omkring 40 millioner kubikmeter vand årligt, og pumpelauget har måttet bygge en ekstra pumpestation for at håndtere de stigende vandmængder. Lyden af pumperne er lyden af et umuligt territorium - en skrøbelig forhandling mellem landet og vandet.

Jeg har opbygget et omfattende arkiv af optagelser, hvor jeg udforsker potentialet for sanselige oplevelser af vandets bevægelser og dynamik og præsenterer et vandets perspektiv. Mit arbejde søger ikke kun at reflektere over vandets fysiske tilstedeværelse, men også dets egen handlekraft - dets modstand mod menneskelig kontrol og dets evigt skiftende forhold til landskabet.